AGA

Gustav Dalen

AGA er Nordeuropas førende selskab inden for industrigasser og et varemærke med mere end 100 års erfaring og traditioner. Lige siden svenske Gustav Dalén udnyttede acetylen til at revolutionere anvendelsen af fyrtårne i hele verden, har selskabet været gennemsyret af opfinderglæde – med brugerens behov i centrum og luften som råvare til en mængde forskellige gasser.

Gas anvendes i et omfang, som sikkert er ukendt for de fleste – til svejsning, køling, opvarmning, industriel rensning eller laboratorieanalyser. Industrigasser fra AGA spiller en vigtig rolle ved metallurgiske processer, i den kemiske industri, i levnedsmiddelindustrien, ved miljøbeskyttelse, ved fremstilling af glas og elektronik, i lægemiddelindustrien og ved forskning og udvikling.

Men også i vores hverdag er AGA med på forskellige måder. Når du drikker en øl eller sodavand på en cafe, er det kuldioxid fra AGA, der har dannet kulsyren i væsken. Med dit postevand derhjemme kan du let skaffe dig lidt boblende luksus i hverdagen ved hjælp af AGA’s danskvandsmaskine. Propan kan være nødvendig både til grillen og til terrassevarmeren ved sommerens udendørsliv, og til festen hjælper tørisen med at holde maden kold. Denne kan også anvendes til spændende drinks og tricks i form af ”røgen” fra tørisen.

AGA har virksomheder i Skandinavien og Baltikum og er i dag en del af The Linde Group.